Der bruges to Pinot Noir kloner til Limited Edition, og de kommer fra Valle Hermoso Vineyard blot 9 km. fra Stillehavet. Den nære kyst har stor indflydelse på terroir'et, der sammen med det kølige kystklima med svale vinde og jorden, som består af eroderet granit og et højt indhold af jern, giver vinen sit store aromatiske udtryk og kompleksitet.
Dekanter 20-30 minutter før servering og servér ved 14-16 grader til pastaretter, risotto, lyst kød, fed fisk, fuglevildt og krydrede retter.
Vinen fremstilles efter den traditionelle "maceration carbonique" metode, hvor hele klaser af druer fyldes på tanken, som lukkes. Vægten af druerne får skallerne på de nederste til at briste, og mosten kommer i kontakt med skallerne, hvor den naturlige gær på skallens yderside sætter gæringen i gang - dvs. at der skabes vin og kulsyre. Men kulsyren kan ikke undslippe den lukkede tank, hvorfor der kommer endnu mere tryk på druerne, som får gæringen til at gå endnu hurtigere, og i sidste ende eksploderer de resterende hele druer. Efter en kort maceration ledes den umiddelbare juice væk og resten af druerne presses, og de to blandes nu og gærer færdig herfra. Metoden giver en mørk vin med meget frugt, stor aroma og kompleksitet.
Matetic er pioner i Chile i superområdet San Antonio meget nær Stillehavet, vest for Santiago. Huset blev grundlagt i 1999 af Jorge Matetic, 4. generation af en Kroatisk indvandrerfamilie, der allerede da havde levet af jordbrug og kvægavl i Chile i over 100 år. I den topmoderne vinkælder fra 2004 flyttes vinen kun ved tyngdekraft, ingen pumper, og der er tre fadkældre under jorden til lagring i 17-1800 franske egefade. Alt er fra starten tilrettelagt efter brug af økologiske og biodynamiske metoder. Vingården er valgt som "Winery of the Year" i Wines & Spirits mindst 5 gange.
Huset er certificeret biodynamisk, og alt er tænkt igennem i detaljer i hele produktionen: Der er plantekorridorer blandt vinstokkene, som fremmer insekt- og fugleliv, der kan bekæmpe skadedyr. Ukrudt holdes nede af fjerkræ, får, køer og lamaer. Gødning kommer fra egne dyr, forbedret med den biodynamiske teknik: gødning med kvartssand og urter, lagret i nedgravede kohorn. Drueaffald fra produktionen komposteres og vand, brugt til rengøring af fade ol. i kælderen, renses i bassiner med grus og planter til genbrug.